#1 Alpernes Big Five i Nationalpark Hohe Tauern
Disse dyr er blandt de mest imponerende overlevelseskunstnere i Højalperne. Murmeldyr, stenbuk, kongeørn, lammegrib og gemser gælder som „Alpernes Big Five“. I Nationalpark Hohe Tauern, Centraleuropas største naturreservat, har de alle fundet et trygt levested. Hvor finder man dem? Großglockner Hochalpenstraße er et godt bud. Murmeldyr kendes på deres højlydte pift. Og hvis du bemærker eller hører en løs sten, så kig opad: Mon en gemse eller stenbuk er ved at balancere hen over klipperne? Gribbene derimod lever i Rauriser Krumltal, men de svæver i store cirkler gennem hele nationalparken – ligesom kongeørnen.
#2 På opdagelse i verdens største flodhule-kompleks
Ifølge legenderne gemmer Lamprecht-hulen på en kostbar skat. Den er aldrig blevet fundet – måske har vandet skyllet den bort? Der er mange hjørner at kigge i, for Lamprecht-hulen er verdens største vandførende hulekompleks. Efter kraftige regnskyl svulmer vandet så hurtigt og højt, at der er installeret et advarselssystem i hulen. Det er heldigvis kun sjældent kommet i brug. Til daglig er et besøg i Lamprechtshöhle derfor en spændende og ufarlig oplevelse. Det tager ca. 90 minutter at udforske den for gæsterne tilgængelige del af hulen. Resten af det over 50 kilometer lange enorme hulesystem er forbeholdt videnskaben.
#3 På Prebersee rikochetterer kuglerne på vandet før de rammer skiven.
Ved Prebersee i Ferienregion Salzburger Lungau finder hver sensommer den årlige skydekonkurrence ”Preberschießen” sted: Denne egnstradition er helt usædvanlig, idet man skyder på vandoverfladen, men rammer skiverne, der er ophængt på en bygning ved søen. Det kan kun lade sig gøre pga. søvandets helt specielle egenskaber. I dette moseagtige søvand findes et så stort antal svævepartikler, at projektilerne ikke synker ned i vandet, men bliver afstødt fra overfladen. Således sigter skytterne ikke på målskiven men på søen! Med lidt held og vinkeludregning rammer skytten alligevel skiven på den modsatte bred. Dette fænomen er så spektakulært og enestående, at selveste Walt Disney var interesseret i det og lavede en video af det.
#4 Verdens ældste restaurant ligger midt i Salzburgs gamle bydel.
Alkuin von York var en af kejser Karl den Stores vigtigste rådgivere år 803 under dennes residens i ærkebispedømmet. Ved den anledning synes den herskabelige gæst at være blevet imponeret af stedets kulinariske formåen, thi Alkuin, der var en del af det kejserlige følge, har kun nævnt en eneste adresse i sine optegnelser: St. Peter Stiftskulinarium. Og den dag i dag er stedet et kendt og populært spisested midt i UNESCO verdenskulturarv-byen. Wolfgang von Goethe siges at have været her, Amadeus Mozart, selvfølgelig, og derudover en endeløs liste af berømtheder og mindre kendte gæster. De ældste restauranter og gæstehuse i SalzburgerLand kæler for gæsterne med regionalt alpekøkken på højeste niveau.
#5 I „Lammertal Urskoven“ vokser Østrigs største træer.
Med sin højde af 47 meter er træet med navnet „Lammertaler Wächter“ højere end Andrä-kirken i Salzburg by. Ved siden af står „Alter Tax“, et over 300 år gammelt fyrretræ med en stammeradius på over fem meter. Og det hører faktisk til undtagelserne, at træer som gran, bøg og fyr bliver så gamle og kæmpestore. I dette tilfælde skyldes det også, at træernes ståsteder har været utilgængelige igennem flere århundreder. De trives et sted højt oppe over Lammer-dalen på en stejl bjergskråning, der aldrig kunne tages i erhvervsmæssig brug. Heldigvis: For på den måde opstod „Lammertal Urskov“, et fortryllende smukt hjørne af skoven og et udflugtsmål for hele familien.
#6 En grådig lindorm vogter over de østlige Alpers største bjergsø.
I smukke omgivelser i Niedere Tauern ligger den sagnomspundne Tappenkar-sø i 1.762 meters højde. Vandringen fra Jägersee i Kleinarl op til Østalpernes største sø – der er hele 50 meter dyb – tager cirka to og en halv timer. På bunden af denne bjergsø venter ifølge legenderne en grådig lindorm, der nedsvælger alt levende, der vover sig hen i nærheden af søbredden. Du skal altså være forsigtig med at stikke storetåen i vandet på dette sted! Hvem ved, hvad der rejser sit uhyggelige hoved fra dybet!
#7 „Lungauer Tauernroggen“ er en værdifuld gammel sort rug.
Gamle kornsorter er blevet moderne! Så det er kun godt, at landmandsfamilierne Hötzer (Trimmingerhof), Naynar (Hiasnhof), Löcker (Biohof Sauschneider) og Prodinger (Suppangut) allerede for over 15 år siden har besluttet atter at dyrke rugsorten „Lungauer Tauernroggen“ i øko-kvalitet. Denne ældgamle sort er særdeles modstandsdygtig og gror fint i over 1.000 meters højde. Idag værdsættes denne rugsort pga. dens værdifulde indhold og bedre fordøjelighed. Hvor kan man købe rugen og produkter heraf? Fx i delikatesseforretningen „Kemmts eina“ på Tamsweg i Lungau. På disse publikumsåbne bondegårde i Lungau, Salzburg kan du se håndværk i aktion.
#8 Østrigs stejleste tandhjulsbane er stadig i gang efter næsten 130 år på jobbet.
Schafberg-banen begyndte sin tjans med pålideligt at transportere udflugtsfolket op til Schafberg, højt oppe over Wolfgangsee, den 1. august 1893. Østrigs stejleste tandhjulsbane tackler en stigning på næsten 1.200 meter på ca. 35 minutter. På toppen åbner der sig et næsten ufatteligt 3600 panorama, med et vue hen over bjergene, fra Höllengebirge over Dachstein-gletsjeren ud til Hochkönigmassiv med Watzmann. Ved klare vejrforhold ses endda Hohe Tauern med deres 3.798 meter høje Großglockner, Østrigs højeste bjerg. På dette sted ligger der bogstaveligt talt hele 11 alpesøer for dine fødder.
#9 Postalm er Østrigs største Alm-område.
Med et areal på 42 kvadratkilometer er Postalm det største område med alpeenge i hele Østrig. Græsmarkerne er opstået som biprodukt af saltudvindingen hos naboen Salzkammergut. For at holde sydekarrene i gang, var der brug for masser af træ i de mange saltværker: Derfor blev skovene ryddet. Fra midten af det 19. århundrede fik posthestene så lov til at græsse på de højtliggende enge, deraf navnet Postalm. I dag er Postalm, Tennengau og Flachgau forbundet; opkørslen kan foregå gennem Lammertal og Strobl. Den, der er nået helt herop, genfinder sig selv i et herligt område, der er som skabt til vandreture i det høje.
#10 Falkonerer og deres rovfugle på Burg Hohenwerfen
Rovfuglejagt med falke eller andre fugle efter fjeldharer eller fasaner har en lang tradition i Salzburgs fyrstelige ærkebispedømme. I dag udøves falkejagten i Østrig kun sjældent, men jagtmetoden er dog anerkendt som en UNESCO „immateriel kulturarv“. De spektakulære rovfugleshows i den historiske Landesfalkenhof på Erlebnisburg Hohenwerfen viser, hvor læredygtige og kloge disse fugle er. Cirka 30 fugle, deriblandt falke, duehøge og glenter, bor og arbejder sammen med deres falkonerer på borgen. Dyrenes velbefindende prioriteres højest: Rovfugleshowene på Burg Hohenwerfen er Østrigs bedste og mest imponerende af slagsen.
Vi, der bor i SalzburgerLand, elsker vort hjemstavns rigdomme – og vi vil gerne dele dem med vore gæster. Vores værter giver dig gerne endnu flere insider-fiduser til din helt særlige drømmeferie – det er, hvad vi lever og ånder for!