Menneskerne i Salzburg-regionen elsker deres lokale landbrugsprodukter; elsker deres lokale mælk, smør og ost. De handler lokalt. Det har de altid gjort – og det blev de også ved med, da flere og flere landmænd begyndte at omstille til økologisk landbrug. I SalzburgerLand fandt denne udvikling allerede sted i midten af 90’erne efter Østrigs indtrædelse i Den Europæiske Union. Man erkendte, at økologisk produktion var en niche, som landet kunne bruge til at positionere sig selv på en positiv måde. Tallene taler for sig selv: Efterhånden drives mere end halvdelen af landbrugsarealet i SalzburgerLand økologisk eller biodynamisk i henhold til Demeter. Det er enestående i Europa! I SalzburgerLand blev den økologiske trend hurtigt til en bevidst måde at ernære sig på. De økologiske fødevarer er af førsteklasses kvalitet og kan blandt andet købes i supermarkederne. I hotelbranchen og inden for gastronomien har man igennem længere tid lagt vægt på at bruge økologiske fødevarer, hvor man ved besked med, hvor de kommer fra.
Den økologiske tradition: bondegårde og sæterne
Nogle af de vigtigste besøgssteder på den nye nydelsesvej for økofolket er sæterne og de økologiske bondegårde med tilhørende butikker. Økologi kan kun fungere i stor stil, når der findes regionale producenter – i SalzburgerLand vil det sige bønder og landmænd. I Bio-Hofkäserei Fürstenhof i Kuchl har man igennem næsten 20 år fremstillet fremragende, prisbelønnede ostesorter af økologisk komælk. Du kan vælge mellem 30 forskellige sorter fra osteriet. På Fürstenhof kan du også selv lære ostefremstillingens håndværk eller nyde livet i gårdens café.
Økologiske nydelser uden ende
På Sinnlehenhof i Leogang fremstilles der seks forskellige økologiske ostesorter. Hvis du ønsker at opholde dig på gården i længere tid, kan du overnatte i det handicapvenlige feriehus eller ferielejligheden. På BIJO Farm i Fusch an der Glocknerstraße vokser der 60 forskellige rosensorter, som bruges til fremstilling af tærter, eddiker, olier, salte og pesto på gårdens egen rosenfabrik. Det tilhørende økologiske landbrug leverer gæs og oksekød. Der er mulighed for at overnatte i rosesuiten. Du kan også overnatte på Biohof Sauschneider i St. Margarethen i Lungau. I gårdbutikken sælges der hjemmelavede pasta, nudler af speltmel og brød af lokalt rugmel. Gårdejerne er engagerede i “slow food”-bevægelsen. Joglbauer i Obertrum am See var et af de første økologiske landbrug i SalzburgerLand. I gårdbutikken er der et bredt sortiment af økologiske fødevarer, grøntsager, hjemmelavet brød og bagværk, frugtvin, saft, snaps, marmelader og eddikespecialiteter. Familien Hörls Jagglalm i Saalfelden var i sin tid den første øko-certificerede sæterhytte i SalzburgerLand. Her serveres der lokale lækkerier med øko-kvalitet; for eksempel originale “Pinzgauer Bladln” (fyldte dejtasker) efter bedstemors opskrift, “Kaspressknödel” (blanding af brød og ost, der steges) og naturligvis en klassisk “Brettljause” (hyttemåltid med brød, pølse og skinke serveret på et smørebræt). På Jagglhof nede i dalen kan du købe økologiske æg fra racehøns.
“Alles Öko” – Fra Hotel til Burger-Bistro
Byen Salzburg viser, at det er muligt at holde en 100 % økologisk byferie. Du kan overnatte i stilfulde omgivelser på Hotel & Villa Auersperg, hvor værterne går meget op i temaet bæredygtighed. Morgenmaden med førsteklasses regionale økoprodukter kan også nydes a la carte, hvis du ikke er overnattende gæst på hotellet. Et mødested for alle byens økobevidste borgere er Feinkostladen Rochushof. Butikken sælger blandt andet produkter fra osteriet i Mattigtal, bageriet Itzlinger og den økologiske gård Feldinger, som alle er garanter for topkvalitet. I bistroen laver man økologiske retter. Urbankeller er et øko-certificeret værtshus, hvor økologiske specialiteter serveres sammen med et omfattende kunst- og kulturprogram. En af specialiteterne er værtshusets egen craft beer, som brygges efter en gammel opskrift. BioBurgerMeister i Salzburg serverer økoburgere og økocertificerede pommes frites. Veganere og andre feinschmeckere sætter pris på de årstidsbestemte burgere med for eksempel græskar eller vildt. Alle ingredienser er økologiske og af fremragende kvalitet.
… Mere end halvdelen af landbrugsarealet i SalzburgerLand drives økologisk eller biodynamisk (Demeter). Økologi er lig med traditioner og oprindelig naturlighed. Økologiske landbrug respekterer omverdenen og sætter bæredygtighed og sundhed i højsædet. Vi mennesker er nødt til at lære begrænsningens kunst at kende – vi kan ikke overleve, hvis vi bringer mineralerne, planterne og dyrenes verden i fare.
Peter Daniell Porsche, Forretningsfører for “Der Schützenwirt” OG “Urbankeller“, Musikterapeut, Waldorf-Pædagog og forretningsmand, Initiator til Kulturcentrummet i St. Jakob med Paracelsus-Skole.