(c) saalbach.com, Daniel Roos
Måske er det nogle af de historiske erfaringer, der står bag Saalbach Hinterglemms store værdsættelse af skoven og dens gaver. I pionertiden var træet det mest brugte og eftertragtede opvarmnings- og byggemateriale, og saltværket Bad Reichenhall var en stor aftager. Den store kommercielle interesse medførte alt for stor hugst; til sidst manglede der træ, og luftkvaliteten begyndte at blive dårlig. Det korte af det lange: At der i dag findes ca. 4.000 hektar skov på skråningerne i Glemmtal, er ikke nogen selvfølge. Det er et resultat af efterfølgende generationers flittige genplantning og bevidst skovdrift; med det nye mål: at naturen aldrig mere skal få lov til at forsvinde som følge af rovdrift og profitinteresser.
Kom herop og kom ned på jorden
I dag mødes de besøgende i Glemmtal af en skær skovrigdom. Naturen er blevet genopdyrket på imponerende vis. Krystalklart kildevand, frisk luft og derudover bær og svampe i overflod. På en tur med gondol på Reiterkogel, højt oppe i Hinterglemm, får passagererne et drømmesmukt udsyn og en fornemmelse af de enormt store dimensioner, som skoven atter har antaget. Også her mærker man den moderne tankegang med respekt for skoven; men lad os tage én ting ad gangen: To timer efter bestillingen henter vi på Reiteralm først vores yppige picnickurv med regionale lækkerbiskener plus et tæppe, og vi hilser på hinanden med en velsmagende smoothie lavet på vilde urter – det fascinerende bjergpanorama må vente til senere.
Velvære i skoven
Så snart vi er nået op til 1.700 meter over havet, er vi klar til at falde helt ned og slappe af. Herfra kan vi allerede skimte trægrænsen ovenfor Reiteralm. Dér starter turen på skov-wellness-vejen, der er blevet præpareret igennem de sidste måneder, og som man i Glemmtal er stolt over at kunne præsentere for offentligheden. Allerede idet jeg skimmer de korte og præcise informationer på oplysningstavlerne i skoven, tænker jeg: „Det er fuldstændig rigtigt, hvad der står!“
Kroppens naturlige dræberceller formerer sig 40 procent mere end ellers; derved styrkes immunsystemet, og syge celler fjernes fra kroppen. Storartede oplysninger, der næsten virker underdrevet i sammenhæng med det velvære, jeg oplever på dette sted. Jeg er overrasket over alle de positive tanker, jeg med det samme får her i trætykningen. Al min hverdagsstress synker bort, og min opmærksomhed rettes udelukkende mod det, jeg oplever omkring mig her og nu. De ventende aftaler – lad dem vente. Og selv det, at Saalbachs gamle borgmester er hurtigere på benene end vi unge og suser forbi os: lige nu tager jeg alting komplet afslappet. Jeg er kommet helt ned på jorden.
© saalbach.com, Christian Wöckinger
Skovbadning a la Japan
Jeg dykker ned i skovens dybe stille ro, og jeg forstår pludselig, hvorfor alle her snakker om „skovbadning“. Ved skovbiblioteket, en lille træ-installation langs den velgørende sti, stopper min gruppe op – vi har indhentet byens tidligere borgmester, Peter Mitterer. Tid til at hvile kroppen i en hængekøje med et glas skovurte-champagne, mens nogle af de mere sportslige damer elegant og spændstig dyrker yoga på de medbragte måtter og underlag.
Godt nok er der en plads ledig, men… jeg slænger mig hellere, mens jeg lytter til projektleder Martin Enn. Han er manden bag denne super idé, der oprindelig er kendt netop som „skovbadning“ og stammer fra Japan – inspiration fra det Fjerne Østen, der nu genopdages og omformuleres i denne to hundrede år gamle fyrreskov til „skov-wellness“. Martin Enn rammer noget i mig, mens han fortæller: „Du behøver ikke at være sportslig eller gøre noget særligt for at opleve skoven og tage dens positive virkning med hjem – det er fuldkommen okay, bare at slappe af.“
„Allerede efter kort tid i skoven, stresser vi af og føler os bedre tilpas. Denne positive virkning varer ved i op til syv dage.“ Martin Enn, initiator af ”Wald-Wellness-Weg”.
Efter picnic: Et vidtskuende udsyn
Jeg har stadig smil på læben, idet jeg hopper ned af min hængemåtte. Få meter henne bredes tæppet ud, og den velfyldte picnickurv med alle dens herligheder bliver også åbnet. De regionale lækkerbiskener i kurven er så at sige toppen på den ikke-eksisterende kransekage til alle de, der ikke kun vil bade i skoven, men også nyde bordets glæder. Herligt lette og bløde pålæg med urter, aromatisk ost, friskbagt brød – en velsmagende og sund blanding til kroppen, mens sjælen allerede så småt er kommet i balance.
Tilbage ved skovgrænsen lysner tykningen, og det smukke bjergpanorama udbreder sig for vore øjne. Vi tager turen tilbage til Reiteralm i adstadigt tempo; her fra terrassen kan vi nyde udsigten i al sin pragt. For dem, der endnu er i opdagermodus, er der nok at tage sig til. Linedanserhaven, helseurtevejen, alpeblomster og ikke mindst den idylliske stenhave, super velegnet til smukke panorama-snapshots.
