© SalzburgerLand Tourismus, Tom Son, Blumenstrauß pflücken

De 10 mest romantiske oplevelser i SalzburgerLand

Her har amorinerne været på spil.

Se de første solstråler stige op over bjergene, lad dig smitte af den hjertelige gæstfrihed, nyd den uberørte natur. Det er den slags enestående oplevelser i SalzburgerLand, der får hjertet til at banke hurtigere. Det er i øvrigt et godt stikord - thi ferieregionerne omkring Salzburg byder ikke kun på masser af tilbud til naturelskere og outdoor-fans; der er også god mulighed for at få sommerfugle i maven. Selv om mangt og meget ikke kan lade sig gøre for tiden - vi glæder os allerede til et gensyn i SalzburgerLand. For det er øjeblikke som de følgende, det er værd at leve for!

#1 Svæve med varmluftballon – I næsten ubegrænset frihed

„Dejlig er den himmel blå…“ Og prøv så at forestille dig, hvilken fantastisk kulisse himmel og alpebjerge tilsammen udgør i SalzburgerLand! Du kan konstatere det ved selvsyn: Hop op i en varmluftballon, stig tyst til vejrs og se, hvordan gaderne og husene skrumper sammen under dine fødder. Sådanne smukke svæveture kan du fx opleve hen over søerne i Salzburger Seenland. Om sommeren, hvor ballonturene kun finder sted tidligt om morgenen eller om aftenen, svæver du enten midt i en solopgang, eller glider sagte ned over den synkende sol. Bare så smukt!

#2 En god start på dagen – Sand kærlighed begynder med et godt morgenmåltid

Vejen til hjertet går gennem maven, det ved man. Ville det ikke være trist at starte dagen med knurrende mave? En lækker morgenmad sætter skub i livsglæden. Som for eksempel hos Kathis Blumencafé i Faistenau. Her på Oberhinteregger Hof fremtryller Kathi ikke bare sine egne lækre kager og lagkager; hun forsyner dem også med ingredienser, som blomster og urter, hun høster i sin egen have. Mælk, æg og honning leverer hendes husdyr – og det hele bliver til en skøn morgenmad med sødt, surt og naturligt lækkert indhold. Stedets highlight er det nostalgiske morgenmadshjørne midt i urtehaven – her vækkes alle sanser til live. Sikken en optakt!

© SalzburgerLand Tourismus, Andreas Hechenberger

#3 En romantisk bytur – Forelsket i Salzburg

Salzburgs gamle by lokker med mange romantiske kroge og hjørner, der nærmest er prædestinerede for spirende romancer og samvær. Jeres romantiske bytur begynder ved Makartsteg, her kan I fæstne en lås til broens gelænder som et evigt symbol på jeres kærlighed. Turen fortsætter gennem Mirabelhaven, langs med smukke roser, pelargonier og zinnia, førend der er tid til et kort hvil på Makartpladsen. I marts måned står her de smukke magnolietræer i blomst. Den, der har været vidne til disse yndefuldt lyserøde blomster, vil altid længes tilbage til dette sted på denne tid. Til slut en afstikker til det idylliske Franziskischlössl på Kapucinerbjerget, det perfekte sted for at dele en kærlighedens skål foran det maleriske panorama. I kan endda være så heldige at møde en gemse her oppe – midt i byen! Hvor ellers kan man opleve dette?

En skøn fodtur lidt udenfor byen kan opleves i Hellbrunner Park. Hellbrunn Slot udstråler en ganske særlig charme – det blev rejst i 1615, i en tid, hvor lystslotte var en vogue. Som ordet antyder, var lystslotte beregnet til fester, fornøjelser og rekreation. Dengang var disse fornøjelser forbeholdt de fyrstelige ærkebiskopper – heldigvis kan hvermand i dag fornøje sig i slotsparken. Lyst til at gå på opdagelse i Salzburgs byskove? Så er det denne vej!

Hellbrunn Slot  www.hellbrunn.at

#4 Tag på wellness-weekend sammen – og bliv forkælet

Ganske klassisk! Og stadig altid en velkommen afveksling fra hverdagens stress: En wellness-weekend, der giver ro og fred i krop og sjæl. Forsthofalm i Leogang byder på en særdeles skøn mulighed for spa og wellness. I husets egen SPAnorama kan I sammen nyde at blive kælet om med duftende olie og urtepeeling. Eller hvad med en gang stimulerende partnermassage? Og alt dette med et 3600 alpepanorama! At tage sig tid til hinanden er den største gave. Hvad med et day-spa gavekort til kæresten?

Holzhotel Forsthofalm
https://www.forsthofalm.com/en

#5 Picnic i Salzburger Seenland – Romantik på to hjul

Ville det ikke være skønt med nt uforstyrret picnic i det grønne, ved en søbred? Åbne kurven, der er fyldt til randen med regionale kosteligheder og nyde tosomheden i naturen. Den slags oplevelser hører ikke til sjældenhederne i Salzburger Seenland. Sådanne skønne steder, hvor man kan nyde et herligt hvil, har vi adskillige af hernede. Særdeles populær hos panorama-elskere er Gebertsham med den flotte udsigt over Mattsee. I Mattsee er Weyerbugten et udsøgt sted at slå sig ned for en stund, og i friluftsbadet Seeham er man særdeles tæt på Obertrum Sø. I økobutikken Seeham kan du hente en færdigpakket picnic-kurv. Og hvis I har lyst til at cykle sammen, kan I leje elcykler hos Tourismusverband Seeham.

Start på elcykeltur og udlejning: Tourismusverband Seeham, Dorf 12, 5164 Seeham
Picnic i Gebertsham: Filialkirche, Gebertsham 3001, 5221 Lochen am See
Picnic i Weyerbucht: Weyerbucht 2, 5163 Mattsee
Picnic ved Obertrumer See: Strandbad Seeham, Dorf 12, 5164 Seeham

#6 Bådtur på Jägersee – Grænseløs idyl

Fiskere, der sidder ved vandkanten og venter på bid, glasklart vand, som træerne spejler sig i, og et utroligt malerisk landskab. Sådan er Jägersee i Kleinarl. Et sandt natur-klenodie, skabt til både mennesker og dyr. Vandrere elsker at tage turen rundt om søen, mens svaner og ænder flanerer og tumler på overfladen. Særdeles romantisk: I sommermånederne kan I leje en lille robåd hos Gasthof Jägersee til en fornøjelig tørn på søen. Er I stadig friske, og har I lyst til at se mere af regionen? Så tag videre til Tappenkar Sø.

Startsted:
Vandre-parkeringsplads Jägersee
Tappenkaralmweg, 5603 Kleinarl

#7 Invitér din kæreste på en rigtig fin middag – Altid en god idé til en særlig anledning

Nok er det en kliché, men en fin middag hører sig ligesom til ved en særlig anledning som valentinsdag: En date på et fint sted. Find den pæne habit frem, stryg den elegante kjole glat, træk læbestiften efter – og så afsted. Et godt sted til en sådan aften er Mesnerhaus i Mauterndorf. I denne tre kokkehuers restaurant kan I glæde jer til at vælge mellem en fire, seks, otte eller ti retters middag. Køkkenet er både regionalt og sæsonpræget: Oksekødet stammer fra Nockalm området, og fisken bliver fanget i de lokale floder og søer. Allerede sulten? Dyrk opfindsomheden – tilbered en eksklusiv og hyggelig middag derhjemme hos jer selv.

Mesnerhaus
www.mesnerhaus.at

#8 Nyd solnedgangen – Den perfekte afslutning på dagen

Intet er mere romantisk end en solnedgang: Sidde sammen med kæresten, mens lyset skifter. Og når landskabet er så smukt som her, mærker man, at lykken findes i det simple. Denne særlige kombination af bjerge og søer finder du mange steder i SalzburgerLand. Derfor er solnedgangene så smukke her. Hvis I har travlt, kan vi anbefale solnedgangen ved Ellmaustein i Fuschl. Turen op til korset på toppen kan klares på 45 minutter – endda i mageligt tempo. Heroppefra kan I nyde udsigten ud over Fuschlsee. Lyst til endnu en solnedgang? Udsigten fra nabobjerget Schober er lige så smuk.

Start på vandreturen:
I Ellmaustraße, ved de to røde parkbænke og dværge-skiltet.

#9 Kigge på stjerner sammen – Nattehimlen er så smuk

Mon ikke det at kigge stjerner sammen er noget af det mest romantiske på denne klode? Forudsætningerne er selvfølgelig at finde et sted uden forstyrrende lyskilder og med en skyfri himmel. I Ammererhof i Raurisertal kan I opleve sådanne magiske nætter. Her, i et specielt stjerneværelse med tagvinduer, har I mulighed for at finde stjernebilleder og drømme om en fælles fremtid på denne jord. Husk, hvis I ser et stjerneskud, kan I ønske jer hvad som helst. Denne vej til stjerneværelset på Ammererhof.

Ammererhof
ammererhof.at/en/

#10 Action-tip til singler – Mærk friheden på singletrail

Nu er jo ikke alle mennesker i hele verden besat af romantik og kæresteforhold: Mange mennesker foretrækker at være single. Og vi har nogle super tilbud til singler. For de har lige så mange muligheder for at nyde forårsfornemmelser og sommerglæder i SalzburgerLand. Tag på singletrail i Østrigs største cykelregion Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn. Adrenalinen pumper gennem din krop, mens du på smalle stier suser afsted ned mod dalen. Glemt er kærestesorg og andre problemer! Her mærker du frihed og uafhængighed, mens du cykler om kap med vinden. Op på cyklen og afsted på eventyr!

På mountainbike i Saalbach Hinterglemm
https://www.saalbach.com/en/summer/mountain-biking

The Epic Bikepark Leogang
https://bikepark.saalfelden-leogang.com/en

(c) Saalfelden Leogang – KLEMENS KOENIG

Ferieland Østrig giv et feedback og vind særlige ferieoplevelser!

Amadeus på WhatsApp

Hej, jeg er Amadeus, den kunstige intelligens i SalzburgerLand!