Er vandring en musikalsk oplevelse? Franz Schubert skrev sin smukke sangcyklus i 1821 som en hyldest til det at vandre i naturen. Nu er jeg ingen musiker, men jeg mærker glæden synge indeni, når jeg er på vej op ad bjergene med vandresko og rygsæk. For hvert skridt kommer jeg nærmere til en naturlig balance; fornemmer, at der er højt til loftet igen. Tænker positive tanker; glæder mig til det, dagen vil bringe. Målet for dagens vandring er to søer: først Jägersee og dernæst Tappenkarsee, en af de højest beliggende og smukkeste bjergsøer i de østlige Alper.
Ved den idylliske Jägersee
Vejen leder væk fra Kleinarl i Salzburger Sportwelt; jeg er på vej tilbage til dalen og stopper ved Jägersee. Her parkerer jeg bilen og begynder min march langs søbredden i retning mod dalens højtliggende del. Landskabet er stadig temmelig fladt, og jeg nyder synet af den smukke sø. Fiskerne sidder stille med deres fiskestænger i des små flodpramme og venter på dagens fangst. Af og til møder jeg en anden vandrende. Vi hilser og smiler og fortsætter hver især på sin vej. Søen er i sig selv et imponerende skue, men den klippevæg der knejser bagved, føjer et dramatisk element til det idylliske billede. Og så er der vandfaldet! Med tordenlyd kaster vandet sig ned i dybet og giver hele sceneriet endnu en dramaturgisk drejning, så jeg uvilkårligt forbavset må ryste på hovedet. Jeg fortsætter. Langsomt men sikkert forsvinder Jägersee bag mig, og vejen går gennem en tæt, frodiggrøn skov langs ad Kleinarlbækken. Ved den grusede parkeringsplads er det tid til et lille hvil. Jeg drikker lidt vand og nyder et saftigt æble. Jeg kunne have taget bilen op til dette sted og parkere her. Men så ville jeg være gået glip af al den naturlige skønhed. Og disse smukke oplevelser opvejer sagtens den ene time på gåben.
Jeg fortsætter gennem skoven og fornemmer allerede vandfaldets fjerne torden, der bliver højere for hvert skridt. Også den mægtige klippevæg kommer så småt til syne foran mig gennem trætoppene. Nu kan der ikke være langt igen. Det sidste sving på vejen. Nu går det pludseligt stejlt opad. Hold da op! Deroppe er den! Tappenkar-søen. Set på et landkort tror man måske, at de to søer ligger direkte ved siden af hinanden. Men de er adskilt af denne væg og mange meters højdeforskel. Det ser man først, når man rent faktisk står her.
© Wagrain-Kleinarl Tourismus, Eduardo Gellner
Opad mod højderne
Serpentinerne slanger sig op ad klippen, jeg får et smukt udsyn over dalen under mig. Fra tid til anden skimter jeg vandfaldet, der synes at følge efter mig på min vej. I den næste times tid er vandfaldet min trofaste ledsager. Sjovt nok synes vejen ikke særligt anstrengende, selv om jeg jo tilbagelægger en betragtelig distance i højden. Og klippevæggen tæller jo ikke ligefrem til de mindste heromkring. Jeg finder en bænk et hyggeligt sted og tager mit andet hvil. Lidt vand, og så er det tid til en bid brød. Det er godt med lidt energiforsyning. Ved siden af mig buldrer vandmasserne ned i dybet. Luften er fyldt med bittesmå vanddråber, der sætter sig køligt på huden. Jeg er nysgerrig efter at se den sø, der regnes som en af Alpernes smukkeste, så jeg bliver her kun nogle minutter og traver spændt videre opad. Efter en times tid kommer jeg frem til et sted, hvor vejen abrupt flader ud. Det værste synes overstået, og et kig på kortet fortæller, at søen – målet for min vandring – synes ganske tæt på.
Tappenkarsee – målet for min vandring
Det er jo altid en skøn oplevelse at øjne noget nyt, som jeg aldrig før har set. Jeg har ikke fået øje på søen endnu, men jeg synes at jeg nærmest kan føle dens tilstedeværelse. Jeg møder et par smilende piger på en træbro, og så – ud af det bare intet – ligger den der. Den glitrer i solen som et spejl, omgivet af imponerende bjerge, der står i en hesteskoform omkring den. Velsignet med en skønhed, som man ikke kan opleve mange steder. Nu kan jeg efterhånden godt mærke, at jeg har fået sved på panden, opstigningen har kostet kalorier. Solen skinner, et par drenge plasker i vandet, så jeg gør det samme. Jeg har husket badebukserne. Det er en superskøn fornemmelse at mærke det krystalklare vand fra bjerget prikke på kroppen. Jeg svømmer lidt, nyder vandet og lægger mig derefter til tørre i solen på den varme eng. Hvor er det skønt at man får lov til at opleve sådanne uforglemmelige øjeblikke. Med tør og varm krop tager jeg igen mit tøj på og slentrer langs søen i retning Tappenkarseealm. Her venter der er herligt måltid på mig. Det fik jeg i hvert fald fortalt af en venlig mand, der havde spurgt til temperaturen i vandet. Det lyder skønt, og jeg er faktisk sulten. På stedet ender det med at jeg også bestiller en glimrende kaiserschmarren og nyder en dampende kop kaffe oveni. Det syntes jeg bare jeg havde gjort mig fortjent til i dag…
Vandretur fra Jägersee til Tappenkarsee
- Sværhedsgrad: nem til middel
- Udstyr: velegnede vandresko
- Turens varighed tur/retur: ca. 5-6 timer
- Henrejse: A 10 Tauernautobahn, afkørsel Flachau, tag 2. frakørsel i rundkørslen. Afkørsel til Wagrain, fra Wagrain til Kleinarl og parkeringspladsen Jägersee
- Bedste vandretid: Juni til oktober
- Husly/restaurant Tappenkarseealm, Tappenkarseehütte og Gasthof Jägersee