Skovspadseretur højt over byen fra middelalder til moderne
Mange veje fører op til Mönchsberg, Salzburgs bybjerg nummer et, med sit fæstningsbjerg og fæstningen Hohensalzburg som enestående kulisse for den gamle bydel, der er bygget i barokstil. Vælger du vejen via Festungsgasse, passerer du restaurant Stieglkeller med dens voluminøse panoramaterrasser og kommer op til højdedraget med fæstningen; byens middelalderlige vartegn. Her begynder allerede blandskoven, der alle steder på Mönchsberg skaber en stille og enestående atmosfære. Vejen fortsætter forbi borgerhuse, historiske fæstningsanlæg, byens gamle vandtårn, en buddhistisk stupa og Salzburgs eneste vinbjerg; alt i alt en fodtur på cirka 30 minutter, der ligesom leder fra middelalderen over i moderne tid. Her når vi frem til en arkitektonisk spændende bygning – det er Museum der Moderne, med sin interessante udstilling. Du kan også vælge at nyde en lækker middag i gourmet-restauranten M32 og derefter tage turen tilbage til den gamle by, enten til fods eller i den nemmere variant med Mönchsberg-liften. Den, der vælger fodturen gennem skoven ved Festspielhaus kan glæde sig over flere smukke variationer.
Et slot og 15 bjerggeder: Som at træde ind i en anden verden
Spadsereturen op til Kapuzinerberg, Salzburgs andet bybjerg, er romantisk, ensom og smuk. Den pittoreske Imberg-trappe forløber fra Steingasse op til kapucinerklosteret. I broderskabets have dyrkes en enestående biavl. På vej gennem skoven i retning mod det drømmesmukke Franziskischlössls, der ligger på det højeste punkt af dette Salzburgs andet bybjerg, ses en buste af Mozart; her ligger også forfatteren Stefan Zweigs beboelseshus – og hvis du er heldig, møder du en af de her fritlevende bjerggeder. Kapucinerbjergets skov er nemlig hjemsted for Europas eneste bylevende bjerggedekoloni. De ca. 15 dyr tilses i øvrigt af deres egen skovfoged og byjæger, Manuel Kapeller.
Vejen med den bedste udsigt forløber gennem skoven langs med den gamle bymur. Cirka 25 minutter længere henne kommer den vandrende op til fæstningsslottet Franziskischlössl, en tidligere militærbygning fra det 16. århundrede – i dag med tilhørende restaurant med en smuk terrasse og logimulighed bestående af to suiter. Udsynet over byen med de omkringliggende bjerge set herfra er noget af det smukkeste, som Salzburg har at byde på.
På en „vidunderlig eng-vand-og-skov-tur“ gennem Aignerparken
Den herskabelige slotspark ved Aigen Slot i byens nordøstlige hjørne for foden af Gaisbjerget, Salzburgs tredje bybjerg, har opnået noget, der ligner international kultstatus. Lægevidenskabsudøver, blogger og skovpædagog Karina Reichel, der også skriver under pseudonymet Fräulein Grün, fungerer som vores guide i denne landskabspark, der i sin tid blev ophøjet til at være “et paradis” med al dens specielle gevækster, glorietter, grotter, skovklædte skråninger og bakker, labyrintiske stier, enge, åer og vandfald. Her i den lyse bøgeskov forklarer Fräulein Grün om træernes helbredende kræfter og underviser deltagerne i sensibiliserings- og åndedrætsøvelser. Skoveksperten oplyser om træernes, planternes og urternes mangfoldige anvendelsesmuligheder og animerer deltagerne til at benytte sig af disse for at aktivere deres egne selvhelingspotentialer. På vejen tilbage til slottet er der så mulighed for at gøre noget godt for kroppen og kredsløbet, idet der på restauranten er mulighed for at dyrke Kneipp-teknikken i bjergbækkens krystalklare vand.
Skovbadning i skove med slotte og i pragtfulde parker
Udenfor byens porte ligger Hellbrunn Slot – de tidligere ærkebiskoppers lystslot – midt i et underskønt parkanlæg med ældgamle kæmpetræer og en skovklædt bakke, der i sin tid var de høje herskabers jagtrevir. Skovbadningsekspert Elke Renner tager med sine kursusdeltagere op til slottet Monatsschlössl, der ligger gemt i en lys blandskov med skjulte stier oppe over parken. Vejen forløber forbi et mystisk stenteater, der har været brugt som naturlig teaterscene allerede for 400 år siden. På et roligt sted dykker deltagerne så ned i en andægtig stilhed blandt smukke løv- og nåletræer. Kinesiolog og skovbadningspædagog Elke Renner viser nu deltagerne, hvordan de med individuelt sammensatte øvelser ved træernes hjælp kan opnå afspænding og agtpågivenhed.
I det 18. århundrede virkeliggjorde fyrsteærkebiskop Firmian sin drøm om en sommerresidens i det grønne, idet han her i bydelen Leopoldskron byggede slottet Leopoldskron med samme navn. Ganske vist kan de besøgende kun beundre den herlige slotspark med dens gamle piletræer, egetræer og kastanjetræer langs med Leopoldskron-dammen fra den anden side af søen, men under alle omstændigheder kan de sammen med skovbadnings-kursusleder Elke Renner her i kongelunden „Königswäldchen“ opfylde behovet for ro, rekreation og bevidstgørelse i forbindelse med en skovbadnings-ekskursion.